Det handler om at tage chancer

Peter Høj (f. 1957) er kandidat i Biokemi/Kemi og fik sin ph.d.-grad (Lic.agro.) på Institut for Plantebiologi og Bioteknologi i 1987.

 

Nuværende beskæftigelse: Rektor på University of South Australia

 

Tidligere beskæftigelse: Chief Executive Officer på The Australian Research Council og Managing Director på The Australian Wine Research Institute.

 

Hvorfor valgte du biokemi?

Min far sagde altid til mig: “Få dig en uddannelse – det kan aldrig blive taget fra dig!” Jeg vaklede mellem at vælge en karriere som forsker, ingeniør eller læge, men da jeg faldt over Albert Lehningers bog Biokemi, åbnede der sig en ny verden for mig, udsigten til at forstå verden gennem kemiens sprog!

 

Jeg var så heldig at få lov at lave laboratoriearbejdet til mit speciale på Carlsberg Laboratoriet, hvor jeg mødte min australske kone Robyn. Her lærte jeg, at det er muligt at stræbe efter stor videnskab og samtidig tænke på, hvad den praktiske anvendelse af denne videnskab kan være.

 

Efter min kandidatgrad begyndte jeg på min ph.d. under professor Birger Lindberg Møller, som lige var ved at starte et nyt laboratorium op på den daværende Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, nu LIFE. Sikke en kontrast til Carlsberg! På Carlsberg havde vi alt, hvad vi kunne drømme om, og her begyndte vi på absolut bar bund, på et institut, som havde set bedre dage.

 

Familie og karríere går hånd i hånd 

Imidlertid var her masser af pionerånd, og vi havde skæve arbejdstider, som tog hensyn til vuggestuernes lukketider. Det inspirerende var, at Birger altid insisterede på, at familien kom i første række, og at en lykkelig familie er en, hvor din partners ambitioner er lige så vigtige som dine egne. Vores koner havde også krævende karrierer, men vi missede så godt som aldrig aftensmaden i familiens skød, og én dag i weekenden var altid arbejdsfri.

 

Jeg ser mange unge forskere være bange for at stifte familie i de første år af deres karriere, særligt hvis deres partner også har et krævende arbejde. I virkeligheden er det på dette tidspunkt, man er stærkest og mest fleksibel. Jeg mærker også en modvilje mod at løbe risikoer. I mit eget tilfælde kunne man nok se det som risikabelt at forlade et fantastisk sted som Carlsberg for at lave en ph.d. i en gruppe, som kun lige skulle til at starte. Det var det sikkert også, men det gav mig muligheden for at se en fantastisk vejleder skabe noget fra bunden og på samme tid tage sig så meget af sine studerende, at jeg fik min ph.d. på to år og publicerede, hvad jeg anser for at være to af mine seks bedste artikler til dato.

 

Rejsen til Australien 

Jeg fortsatte med at tage chancer. Min kone og jeg tog til Australien; jeg med nogle legater i ryggen, og var heldig at få et job på Institut for Biokemi på LaTrobe University. I slutningen af 1988 blev jeg tilbudt en fastansættelse og mit eget laboratorium.

 

Jeg følte dog stadig, at muligheden for at forske blev begrænset af, at gruppen ikke voksede til en ordentlig, international størrelse. Jeg besluttede at søge stillingen som fondsprofessor i vinavl på University of Adelaide, og fik den. Robyn havde fået job som forelæser der. Det var et skræmmende skifte. For det første var det for os begge et skift til et tomt laboratorium, og for det andet var vores viden om vinavl ret begrænset.

 

Det viste sig dog hurtigt, at vores frygt var ubegrundet; vinindustrien gav os meget støtte, ligesom vores fantastiske kolleger. Snart summede det af liv i vores laboratorier, vores forelæsninger blev godt modtaget, og vores arbejde fik stor støtte af en industri, som fik os til at føle os værdsat, fordi vi lyttede til deres praktiske problemer og prøvede at finde videnskabelige løsninger på dem. Vores første publicerede artikel blev valgt som forsidehistorie i Plant Physiology. Hvad mange havde sagt var et dårligt karrierevalg, begyndte nu at se lovende ud.

 

Tilbage til universitetet 

Måske var det bevidstheden om, at ligemeget hvilket “fjollet” træk jeg havde foretaget, så havde det altid givet bonus ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente. I hvert fald skiftede jeg job igen, og endte med at lede det private Australian Wine Research Institute i syv år. I 2004 var det en blanding af personlige omstændigheder (min kone døde af kræft), nye muligheder og erkendelsen af, at organisationer har godt af regelmæssige lederskift, der fik mig til at sige ja til en stilling som Chief Executive Officer i Australian Research Council. Og i 2007 blev jeg udnævnt til rektor for University of South Australia, hvor jeg er i dag.

 

Jeg håber, at denne beretning vil give unge studerende mod på at tage nogle chancer og satse på eventyret. Det har i hvert fald fungeret for mig indtil videre!